Torsdag den 6. - tirsdag den 11. januar 2005

Søndag var vi ude for at besøge Holger og Sofie inde hos Anders og Lone fra fars arbejde. Vi hyggede, spiste kage, drak saftevand og legede gemme. Det var sjovt at besøge dem igen fordi det var længe siden sidst.
Far og jeg har glemt at skrive i min dagbog og nu kan vi ikke huske hvad vi ellers lavede, men far siger at man alligevel ikke laver så meget i januar måned.

     

 

 

Torsdag den 20. - tirsdag den 25. januar 2005

Igen har far og jeg har glemt at skrive i min dagbog og nu kan vi ikke huske hvad vi ellers lavede udover at være på legeplads, men igen siger far at man alligevel ikke laver så meget i januar måned.

     
Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have...
Klik billed for større og flere billeder
 

Torsdag den 3. - tirsdag den 8. februar 2005

Børnehaven havde lukket fredag, så far og jeg fik en ekstra fridag sammen, hvilket betød at jeg skulle sove 4 nætter før jeg skulle i børnehave igen.
Far havde forøvrigt malet mit badeværelse og hængt billeder af bamser op, så det var blevet rigtig flot ;-)
Fredag formiddag var vi i Kildevældsparken for at fodre ænder og duer og svaner. Bagefter legede vi på legepladsen. Om eftermiddagen cyklede vi hele vejen ned af Østerbrogade og var inde i en forretning for at se på køjeseng. Bagefter var vi på Trafiklegepladsen og far forklarede mig hvad de forskelige skilte betød.
Lørdag eftermiddag var vi inde for at besøge YYY fra min børnehave. Vi legede lidt forskelligt sammen, løb mange runder rundt om spisebordet efter hinanden mens vi grinede og hoppede rigtig meget i den store seng i soveværelset. Desuden fik vi også en dejlig chokoladekage. Det var rigtig hyggeligt og næte gang har jeg sagt til dem at de skal besøge os.
Søndag skulle far og jeg have været til fastelavnsfest i Frederiksbergcentret, men da vi først var derinde havde de lukket. Det viste sig at far havde taget fejl af lørdag og søndag og så stod jeg bare der i mit abekostume og malet i hele hovedet og skuffet. Som trøst tog vi i stedet på McDonalds og så var det så iorden. Bagefter var vi inde forbi Jack og hans søn Nicklas for at se deres nye lejlighed her på Østerbro og den var rigtig fin.
Mandag skulle vi så holde fastelavn i børnehaven og alle børnene var flot klædt ud som alt muligt forskelligt og jeg jo som abe, men da vi var færdig med at slå katten af tønden blev jeg lidt dårlig og blev lagt på sofen af de voksne. Så ringede de efter far og fortalte at jeg have 39.6 i feber. Så han kom hurtigt og hentede mig og vi tog en taxa hjem. Nu ligger jeg så og sover på sofaen mens far sidder og skriver min kladde ind til det du læser netop nu.
Vi ses forhåbentlig meget mere friske næste gang...

     

 

 

Torsdag den 17. - tirsdag den 22. februar 2005

Lørdag var far og jeg på legepladsen og derudover dejlig hjemlig hygge. Jeg har fået et nyt spil til min computer som hedder Tarzan og det synes jeg er ret sjovt, sjovere end at se fjernsyn.
Søndag havde far og jeg lånt Margrethes bil fordi vi skulle til noget der hedder Brunch inde hos Jette og Per. Tobias, Camilla og deres mor og far var der også og det var smadderhyggeligt. Jeg spiste 4 pandekager og alt muligt andet. Bagefter spillede Tobias, Camilla og jeg spil på computerne. Far havde desværre glemt hans kamera, så derfor er der ingen billeder ævvv.
Da vi om eftermiddagen kørte hjem igen i Margrethes bil, gik den i stykker inden vi nåede hjem. Far ringede til Per og Jette for at få noget starthjælp, men så gik hans mobiltelefon pludselig i stykker. Så måtte vi finde en telefonboks, men da vi endelig fandt en kunne den kun tage telekort. Da vi så fandt en kiosk havde de selvfølgelig ingen telekort! Vi fik heldigvis lov til at låne hans telefon og fik ringet igen til "redningshjælpen". Tilsidst kom vi hjem, men desværre virkede bilen ikke næste dag, så Margrethe måtte have den på værksted.
Efter at far havde afleveret mig i børnehaven mandag morgen gik hans cykel så i stykker, så den måtte laves hos cykelhandleren. Så far synes han havde været lidt uheldig alt i alt...

     
Endelig kom far og jeg ud at kælke for første gang nogensinde
Klik billed for større og flere billeder
 

Torsdag den 3. - tirsdag den 8. marts 2005

Lørdag var far og jeg endelig ude at kælke for første gang nogensinde sammen, tror nu det var far der glædede sig allermest. Vi valgte Østre Anlæg her på Østerbro og det var et hyggeligt sted. Vi startede på en lille bakke, jeg på en lille bobslæde og far på den store. Efter at have rutchet en del ture spurgte far om jeg ikke ville prøve den store, men det havde jeg ikke lige lyst til, den lille var fin for mig! Lidt efter kom Margrethe og vi gik til en noget større bakke hvor der var masser af mennesker, men her turde jeg hverken på den ene eller anden bobslæde. Så vi gik lidt videre og havde herefter sneboldkamp, far og jeg mod Margrethe. Til sidst skulle vi hjem, men inden mente far lige vi skulle have en pølse og kakao på Østerbro Station, jeg kunne ikke være mere enig. Men Dankortmaskinen var åbenbart gået i stykker, så det endte med vi fik det hele gratis :-)
Søndag cyklede far og jeg en tur ind på noget der hedder Eksperimentarium. Far sagde vi havde været der før for 1½ år siden, men det kunne jeg nu ikke huske. Men det var helt vildt sjovt. Vi så os selv se meget mærkelige ud i forskellige spejle, jeg sad i en bil og de tre andre passagerer var mig selv og vi legede med kæmpe sæbebobler. Men jeg synes det sjoveste af det hele var en vindtunnel man kunne gå ind i og så blæste det bare helt vildt derinde. Den kunne jeg have leget med hele dagen lang. Efter i alt fire timer var vi dog begge så trætte at vi cyklede hjem igen.
Jeg glæder mig forøvrigt rigtig meget til næste gang jeg skal være hos far for så kommer farmor og farfar ;-)

     
Far, du skal da ikke tage billed når vi sidder og spiser...
Klik billed for større og flere billeder
 

Torsdag den 17. - tirsdag den 22. marts 2005

Fredag kom far og hentede mig tidligere i børnehaven, fordi det jo var i dag farmor og farfar skulle komme, juhuuuu. De kom næsten lige efter vi nåede hjem og det var så dejligt at se dem igen. Lørdag skulle far ud i nogle butikker, så farmor, farfar og jeg gik en tur i det gode vejr og var på legepladsen i Kildevældsparken. Vi legede en sjov leg hvor farfar var en benzinmotor der skulle hjælpe mig op af rutchebanen, men så pludselig løb den tør for benzin og så gled jeg hele vejen ned mens jeg grinede og grinede. Da far kom hjem igen, lavede vi to lasagne med kalkunkød og farmor og farfar synes det var den bedste lasagne de nogensinde havde smagt.
Søndag var vi igen på legepladsen, men denne gang cyklede jeg på min cykel, så de kunne se hvor dygtig jeg er til det. Vi fodrede ænderne igen, legede samme leg igen og da vi kom hjem fik vi varm kakao og pandekager, uhmmm. Lidt efter begyndte det pludselig at dryppe vand igennem loftet inde på kontoret, så far løb op til vores overboer og det viste sig at der var gået hul i en radiator.
Ved 5-tiden tog vi desværre afsked med farmor og farfar, men mandag kom far igen og hentede mig tidligere i børnehaven fordi vi skulle have nye gæster. Denne gang var det af nogen af fars venner fra Silkeborg. De var rigtig søde og fortalte mig at sidste gang de så mig var jeg bare en lille baby (hmm, lyder næsten som titlen på en bog jeg kender :-). De havde deres to børn Julie og Maria med sig og mig og Julie så en film sammen inde på fars computer. Hun var rigtig sød og det var Maria også, men hun græd bare lidt meget fordi hun vist var meget træt. Men far fortalte at det gjorde jeg også da jeg var mindre, især når jeg var træt. Men hyggeligt var det i hvert fald.
Far siger at næste gang vi ses, skal vi til Horsens for at besøge min fætter og kusine. Så endnu engang glæder jeg mig bare sådan til næste gang ;-)

     
Far se os, vi er mindst 100 m højt oppe
Klik billed for større og flere billeder
 

Torsdag den 31. marts - tirsdag den 5. april 2005

Denne fredag kom far også tidligere og hentede mig i børnehaven. Jeg fortalte far at jeg var den allerførste der blev hentet og at sådan måtte det gerne være hver gang :-)
Vi skulle jo igen med det store tog til Jylland fordi vi skulle besøge min fætter og kusine i Horsens. Jeg glædede mig rigtigt meget og togturen gik hurtigt. Onkel Christian kom og hentede os og det var så godt at se faster Tina, Rasmus og Laura igen. Katten Ludvig kom også mens vi stod udenfor i det super gode vejr. Den havde jeg også savnet. Men så viste Rasmus og Laura mig en sort og hvid due som Ludvig have slået ihjel og det synes jeg ikke var ret pænt af Ludvig!
Om lørdagen var der også rigtig godt vejr, så mig og Laura klatrede i træer og spiste mad ude på græsplænen. Bare vi også havde sådan en dejlig have!
Søndag morgen kl. 5 gik det dog ikke så godt. Mens jeg sov kom jeg pludselig til at kaste op i sengen inde på Lauras værelse. Jeg var meget ked af det, for der var opkast over alt i sengen, i mit hoved og hår og selv inde i ørerne! Jeg græd og bad far om at jeg ikke skulle i bad, men far sagde at der var så meget i mit hår at det var vi nødt til. Bagefter kom jeg ind på gæsteværelset for at sove sammen med far og fik en balje med som jeg kastede op i to gange mere de næste par timer. Da vi om eftermiddagen kørte hjem med toget, sagde far pludselig at jeg havde sovet, men det troede jeg ikke helt på. Men så var vi pludselig i København, så måske far alligevel havde lidt ret :-)
Mandag morgen var jeg heldigvis helt frisk igen og klar til børnehaven. Men selvom jeg blev syg søndag morgen var det super hyggeligt hos min kære familie i Horsens. Næste gang kommer de og besøger os i København, juubiiiii ;-)

     
Klik billed for større og flere billeder
 

Torsdag den 14. - tirsdag den 19. april 2005

Fredag åbnede Tivoli ENDELIG igen, så far havde lovet at vi skulle tage derind lørdag. Far købte et Wildcard til mig, så jeg kan prøve alle tingene alle de gange jeg har lyst til resten af sæsonen. Far selv købte et turpas, så vi kunne prøve mange af tingene sammen. Det var helt vildt sjovt og vi prøvede så mange forlystelser, så mange gange, at far til sidst så helt rundtosset ud!
Desværre syntes far at vi allerede skulle hjem efter kun 6 timer! Jeg kunne sagtens være der en hel uge i træk...
Søndag var vi på Trafiklegepladsen. Det er også ved at være længe siden sidst. Først kørte jeg selv rundt på banen, men pludselig kom far ind på hans cykel. Så legede vi politi og røvere, hvor jeg var røver og far politi. Han skulle fange mig, men kunne slet ikke følge med. Bagefter legede vi bl.a. gemme og Hugo på legepladsen.
Da vi kom hjem igen lavede vi lasagna og efter at have spist, så vi en tegnefilm sammen som far havde købt til mig. Den hed "Drengen der ville gøre det umulige" og den var så god at jeg fik tårer i øjnene ;-)

     
Klik billed for større og flere billeder
 

Torsdag den 28. april - tirsdag den 3. maj 2005

Lørdag var det Margrethes fødselsdag. Far og jeg havde aftalt at vi skulle overraske hende om morgenen med morgenbrød fra bageren, pynt med flag, lys, balloner, serpentiner, blomster og slik og så selvfølgelig nogle gaver. Da vi havde det hele klart vækkede vi hende og sang fødselsdagssang for hende. Hun blev glad for alt det fine vi havde gjort og selvfølgelig også for gaverne :-)
Bagefter tog vi alle en tur ned af Østerbrogade og efterfølgende en lille tur på Trafiklegepladsen. Jeg opdagede straks at de var ved at sætte Tivoli op i Fælledparken og far fortalte at det var fordi det var den 1. maj dagen efter. Jeg kunne godt huske at vi også var der sidste år den 1. maj. Far forklarede også lidt om 1. maj, men det forstod jeg ikke så meget af!
Søndag mente jeg vi bare måtte tilbage til Fælledparken for at komme i Tivoli. Vi prøvede rutchebanen sammen og jeg prøvede en karrusel og en lykkebod. Men det sjoveste af alt var de forskellige hoppeborge. Der var jeg i lang tid mens far sad på græsset og hyggede sig i solen. Tilsidst tog vi en tur på Trafiklegepladsen lige ved siden af og her mødte vi endnu engang YYY og Markus og deres mødre. Det var selvfølgelig sjovt at lege og cykle med dem. Tilsidst tog far og jeg på en anden legeplads, men pludselig blev jeg træt og så tog vi hjem...

     
Klik billed for større og flere billeder
 

Torsdag den 12. - tirsdag den 17. maj 2005

Far fortalte mig at det var pinse om mandagen, hvilket betød at vi havde i alt tre fridage sammen - dejligt. Det blev til legepladsmarathon alle dage, da far sagde vi skulle spare lidt penge fordi Margrethe flyttede tilbage til Norge weekenden før. Derfor har far købt en masse nye møbler og alt muligt andet. Men det er lidt mærkeligt at Margrethe ikke er her længere.
Men vi var som sagt på forskellige legepladser rundt omkring i København og vi var bl.a. også ude at besøge Øffe på Remiseparken på Amager igen. Det var rigtig godt at være der igen, men desværre kom vi så sent at jeg ikke nåede at give gederne spaghetti, for pludselig var alle dyrene bare væk.
Far lærte mig også at støvsuge og det synes jeg var ret sjovt. Så far sagde til mig at det ikke varede længe før jeg helt selv kunne støvsuge hele lejligheden. Og så sagde han at jeg også skulle lære at gøre badeværelserne rene, vaske op og lave mad, men så sagde jeg bare "Neeeeeeeeeeej"!
Næste gang hos far skal vi besøge farmor og farfar og så skal vi flyve til Jylland - det bliver helt sikkert ret sejt...

     
Klik billed for større og flere billeder
 

Torsdag den 26. - tirsdag den 31. maj 2005

Fredag morgen tog far og jeg toget til noget der hedder Kastrup Lufthavn. Vi skulle nemlig med flyveren til Ålborg for at besøge farmor og farfar. Jeg var meget spændt fordi jeg aldrig har prøvet at flyve før, men jeg opførte mig selvfølgelig helt cool over for far. Endelig gik vi ombord i flyveren og det var ligesom at sidde i en stor bus, bortset fra da den begyndte at køre, for lige pludeslig kørte den rigtig stærkt. Så med et så jeg ud af vinduet at den begyndte at flyve og alting nede på jorden blev mindre og mindre. Det var ligesom om at husene og bilerne var legetøjsbiler. Lidt efter kom der en mand og gav mig nogle opgavebøger, en legoflyver og noget juice, så jeg synes at han var rigtig sød. Jeg synes næsten lige vi var startet, men pludselig landede vi igen og endelig forsvandt mine propper i ørerne. Farmor og farfar stod i lufthavnen og tog imod os med flag og det var herligt at se dem igen. Da vi kom hjem til deres hus skulle jeg straks op i deres fine hængekøje og gynge en tur. Det synes jeg er ret sjovt.
Næste dag skulle vi ind på en skole hvor farmor er med i noget der hedder en bestyrelse. De havde 20 års fødselsdag og der var både teater, cirkus, ansigtsmaling, pizza og alle mulige ting man kunne prøve. Til sidst dansede jeg folkedans og det var rigtigt sjovt at prøve. Jeg sagde til far at det lige præcis var den skole jeg ville gå i, men så forklarede far det altså kun var fordi de havde 20 års fødselsdag at alle disse ting skete - æv siger jeg bare.
Søndag skulle vi ud at sejle en tur med farmor og farfars båd, men da vi kom til havnen i Sæby blæste det alt for meget til det kunne lade sig gøre. Så i stedet gik vi lidt rundt på havnen og så på forskellige ting og spiste en is. Vi var også ved stranden for at samle konkylier. Til sidst fik vi lidt at spise ombord på båden og kørte så hjem igen. Jeg glæder mig til sommer for der skal vi nemlig ud at sejle med dem i en hel uge.
Mandag tog vi toget hjem og en halv time inden vi nåede København mødte vi fars moster Sonja som jeg jo kalder for farmor 2 fordi de ligner hinanden. Da vi kom til Hovedbanen stod fars kusine Helle og tog imod, så det var hyggeligt at få hilst på dem også. Så alt i alt var det en rigtig god og begivenhedsrig forlænget weekend ;-)

     
Klik billed for større og flere billeder
 

Fredag den 3. juni 2005 - Min fødselsdag :-)

Klokken 7 vågnede jeg om morgenen inde hos mor fordi der var nogen der sang fødselsdagssang for mig. Og der stod mor, Ulf, August og FAR og sang, det var rigtig dejligt. Så spiste vi morgenmad mens jeg pakkede gaver ud og jeg fik nogle fine gaver, bl.a. et doktorsæt og et plasticmadsæt så jeg kan lave mine egne franskbrødmadder med ost, tomat, agurk osv.
Da vi havde spist sagde jeg til far og mor at jeg gerne ville i børnehave indtil børnehaven skulle komme kl. 10. Så jeg fulgte børnehaven over til mig kl. 10 og jeg kunne selv finde vej for der er nemlig ikke mere end 50 m :-) Vi startede med at lege med alt mit legetøj i et stykke tid og det var fedt at have besøg af så mange legekammerater på en gang. Bagefter spiste vi minipizzaer og alle børnene sang fødselsdagssang for mig. Så legede vi lidt igen og sluttede af med at kagedame. Til sidst delte jeg slikposer ud til alle børnene og så skulle de allerede gå. Øv jeg syntes de 2½ time de var der gik alt for hurtigt, men det var meget hyggeligt at have besøg af dem alle. Ihh bare jeg havde fødselsdag hver uge ;-)

     
Klik billed for større og flere billeder
 

Torsdag den 9. - tirsdag den 14. juni 2005

Fredag efter far havde hentet mig i børnehaven tog vi direkte ned på Hovedbanen for at tage imod Laura, Rasmus og Tina. Skønt at se dem igen. Da vi kom hjem gik vi børn straks i gang med at lege og byggede en hule under fars store skrivebord. Da vi havde spist tog vi på legepladsen, men da det var lidt koldt, tog vi hjem igen efter tre kvarter. Bare det snart bliver rigtig sommer! Laura sov inde på mit værelse og det var sjovt, vi pjattede hele tiden og kunne ikke sove.
Næste dag blev der holdt fødselsdag for mig igen og jeg fik en masse flotte gaver endnu en gang ;-) Bagefter tog vi på Experimentarium. Det var helt vildt sjovt og jeg skulle selvfølgelig vise dem vindkanonen, min yndlingsting derude. Bagefter lavede Rasmus store sæbebobler med mig indeni og vi prøvede en stor dobbeltgynge som var ret sjov. Vi prøvede også at ligge på en fakirseng med en masse spidse søm der stak op overalt. Om aftenen var det så Rasmus tur til at sove inde hos mig og han læste godnathistorier for mig. Vi faldt dog hurtigt i søvn, da vi var ret trætte.
Søndag skulle de allerede hjem, men inden tog vi ud til Nyboder hvor Rasmus, Tina og Christian har boet da Rasmus var baby. Bagefter gik vi en lang tur på Kastellet. Da vi kom tilbage gik der ikke ret lang tid og så skulle de hjem. Vi fulgte dem ned på Svanemøllen Station og da far og jeg kom hjem igen slappede vi af computer og fjernsyn. Bare de kom igen næste gang jeg er hos far, for det er så hyggeligt at være sammen med dem...

     
Klik billed for større og flere billeder
 

Torsdag den 23. - tirsdag den 28. juni 2005

Far havde ret ondt i halsen fredag og lørdag og havde svært ved at synke, så han var ikke så meget værd. Derfor lavede vi ikke så meget disse dage udover at vi selvfølgelig så en masse tegnefilm og jeg spillede computer.
Søndag havde far det heldigvis godt igen og vejret var fantastisk, så vi tog i Kildevældsparken. Far sagde at jeg nu skulle prøve at cykle uden støttehjul og det ville jeg også gerne lære, men det gik ikke så godt som vi havde regnet med. Far sagde at han vist havde været noget som hedder naiv, men at vi måtte prøve igen en anden gang. Bagefter tog vi på legepladsen, men efter en time skulle vi hjem fordi far havde glemt at smøre mig med solcreme og glemt at få det med.
Så vi tog hjem, fik solcreme på og så afsted til Kildevældsparken igen. Nu havde vi tæppe, madkurv, drikkevarer og bøger med og skulle sidde på græsset og hygge os. Efter vi havde spist af madkurven fandt vi noget gammelt brød og kastede stykker ud til ænderne. De gad dog ikke spise noget, men pludselig begyndte vandet at bevæge sig nedefra og brødstykkerne forsvandt en efter en. Far fortalte at det var fisk der spiste det og jeg tiggede far om vi ikke hurtigt kunne tage hjem for at hente mit fiskenet. Som sagt så gjort og da vi kom tilbage igen smed vi nyt brød ud og fangede hurtigt en fisk med mit fiskenet. Det var så stort og fantastisk for mig og heldigvis havde vi også en spand med vand som vi puttede den i. Jeg stak hånden ned til den for at røre den, men så spjættede den pludselig og jeg blev rigtig forskrækket, men så grinede vi rigtig meget bagefter. Jeg spurgte far om vi ikke kunne tage den med hjem og spise den, men far sagde den vist var for lille, æv sagde jeg så. Tilsidst puttede jeg den ud i vandet igen og bagefter solede vi os og læste bøger.
Det var en rigtig god dag og jeg har sagt til far at vi snart skal fiske igen. Far lovede mig at det skulle vi nok komme til, fordi vi næste gang hos far skal holde to ugers sommerferie sammen og i den første uge skal vi ud at sejle med farmor og farfar og der kan vi fiske i de forskellige lystbådhavne - ihh hvor jeg allerede glæder mig ;-D